Nye udfordringer for indhold på minisites

Hidtil har mange behandlet deres hjemmeside som en one-size-fits-all løsning, hvor alt skulle passes ind. For mange har dette vist sig at være dyrt, besværligt og ofte med et ringe resultat for målgruppen. Med ønsket om at ramme en speciel målgruppe, profilere et årsregnskab eller lancering af et nyt produkt, søsættes der konstant mange minisites. Dette stiller krav til forvaltning og genbrug af indhold samt processer og planlægning, for at undgå et truende kaos.

Nogle sites bliver planlagt lang tid i forvejen, mens andre opstår pludseligt. Uanset tidshorisonten, er der en række punkter, det er vigtigt at overveje, så man ikke mister overblikket.

Hvad er et minisite?

Minisites, temasites, jobsites, landesites, produktsites og kampagnesites. Der er mange navne til de forskellige mindre sites, der som regel fungerer som undersites for et firmas generelle website. I denne artikel kalder vi det for et minisite.

Nogle gange bliver minisites ganske store og omfattende, men fælles for dem, er at efter et par år (eller før) bliver de ikke længere vedligeholdt og links holder op med at virke.

Minisites bor af og til på separate domæner, som giver yderligere profilering, men også yderligere vedligehold.

Genbrug af indhold

Mange bureauer og leverandører nævner muligheden for nemt at genbruge indhold som en af kongstankerne med god digital kommunikaton. I realiteten viser det sig oftest at være muligt, men samtidig komplekst at føre ud i livet. Hvis man er udfordret med nye sites, bliver genbrug af indhold dog ganske relevant. Alternativt bliver man nødt til at oprette og forvalte indhold flere steder med en betydelig arbejdspukkel som resultat. Risikoen for fejl og for at indholdet ikke er ens på alle sites, bliver også større.

Udrulning

På grund af korte deadlines og ofte begrænset omfang har nogle organisationer forskellige processer for udrulning af minisites i forhold til, hvis det er hele hjemmesiden, der skal relanceres. Disse processer er opstået, da de traditionelle arbejdsgange er for omkostningstunge og ufleksible i forhold til et lille minisite, der skal i luften på meget kort tid.

I organisationer, hvor de samme gammeldags processer genbruges uden hensyntagen til sitets omfang og betydning, findes der flere eksempler på, at rigtig mange måneder er gået med deployment, test, dokumentation og godkendelser.

 

Valg af system

Hvis du står foran at skulle vælge et nyt CMS, så sørg for at få afklaret dine behov med hensyn til minisites. Der findes ingen entydig definition, som alle leverandører bruger, så derfor er det vigtigt, at du tydeligt kan formulere dine krav. I nogle systemer er det meget svært at oprette minisites, mens andre har prøvet at gøre det nemt. Afhængigt af, hvor vigtigt dette område er for dig, kan der være utrolig stor forskel på systemerne.

Man kan evt. bede leverandøren oprette 2 minisites som en del af udvælgelsesprocessen. På den måde får man et vigtigt indblik i, hvilke opgaver der er nødvendige for at kunne lave et nyt site.

Værd at tænke over

Ændringer:

Hvis indholdet på sitet med sikkerhed aldrig skal opdateres, behøver man ikke bruge tid på at udvikle og tilpasse redigeringsmuligheder i den digitale platform. Dette kan naturligvis spare en del tid, som dog er en god investering, hvis indholdet ofte ændrer sig.

Men hvad nu, hvis f.eks. produktnavnet skal ændres? Eller hvis firmaet skifter navn? Eller hvis der introduceres ny relevant lovgivning?

Søgning:

Hvordan skal en eventuel søgefunktion fungere? Skal man kunne søge på sitet? Og hvis man skal kunne søge, skal det så være begrænset til minisitet, eller skal man kunne søge på tværs af alle organisationens sites?

Levetid:

Hvis minisitet har lang levetid som f.eks. flere år ved et årsregnskab, taler det for ikke at behandle sitet alt for meget som et isoleret projekt.

Derimod kan man slippe lidt nemmere fra driften på andre sites, der lever i en kort periode, f.eks. en enkelt uge eller en måned.

Efterfølgende:

Når sitet har udtjent sin værnepligt, hvad sker der så? Bliver det fjernet og slettet? Skal indholdet også efterfølgende være tilgængeligt? Hvor sendes brugerne hen, hvis de bruger et link til sitet evt. via søgemaskine eller et eksternt site?

Det er nogle af de vigtige spørgsmål, man må tage stilling til, inden man går i gang med minisites. God fornøjelse!

 

Ansøg om medlemskab af en erfa-gruppe eller overvej at deltag i den internationale J. Boye konference. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bemærkninger vedr. artiklen, så hører vi meget gerne fra dig. Læs andre artikler på J. Boye.