De fleste organisationer måler i forskellig udstrækning trafikken på deres hjemmesider. For at aflaste den webansvarlige tilbyder de fleste statistiksystemer at automatisere rapporteringen.
Det lyder smart med et system der af sig selv månedligt sender rapporter til en udvalgt skare af modtagere. Desværre viser en nærmere gennemgang af statistikrapporter fra forskellige organisationer, ikke overraskende, at de bedste rapporter stadig bliver fremstillet manuelt.
Den gode statistikrapport
Hvad kendetegner en god statistikrapport? Helt kort kan gode statistikrapporter beskrives med ordene: regelmæssig, relevant, målrettet, standardiseret, fortolket og faktuel.
Regelmæssig
En regelmæssig statistikrapport hjælper den webansvarlige med at minde kollegaer om, at nettet er en vigtig kanal der skal vedligeholdes. For budgetansvarlige og ledere er den en konstant påmindelse om kanalens betydning og udvikling, på linie med andre salgs-, ledelses- og marketingværktøjer.
Relevant
En god rapport fokuserer på nogle ganske få vigtige tal. Den kommenterer på igangværende initiativer, udsving i trafikken og særlige omstændigheder i perioden. Rapporten viser også udvikling over tid. Månedens tal bliver holdt op imod tidligere måneder og år.
Målrettet
Rapporten er skræddersyet til målgruppen. Ledere skal eksempelvis have en rapport som fokuserer på udvikling over tid, besøgstal og allerhelst værdi af investering. Redaktører skal have en rapport der kommenterer på deres indsats og viser succeser og fiaskoer som man kan lære af. Produktchefer skal have en målrettet oversigt over resultatet af søgemaskineoptimering og eventuelle kampagner.
Standardiseret
Det tager tid at lære at læse en rapport. Derfor skal statistikrapporter helst præsenteres i samme format og på samme tidspunkt som anden ledelsesrapportering. Selvom det kan være fristende så lad være med at ændre rapporternes format undervejs. Det kan virke forvirrende.
Fortolket
De fleste skal hjælpes til at forstå udviklingen i unikke besøg i forhold til sidevisninger, gennemsnitlige besøgstider og besøg totalt. Selvom det kan virke som dumt arbejde er det fornuftigt at skære kraftigt i de informationer statistikprogrammet som udgangspunkt serverer, og knytte dine egne kommentarer til.
Faktuel
En statistikrapport er stærkest når den omfatter kroner og ører. At kunne vise hvor mange af dine besøgere der konverterer fra læsere til købere er både skræmmende og samtidig det alle gerne vil vide. En rapport der beskriver værdien af besøgene i kroner og ører bliver altid læst. Hvis du kan vise hvor mange henvendelser via hjemmesiden der fører til køb bliver din rapport aldrig overset. Det er også interessant at se på kontaktpriser på nettet i forhold til andre medier. Det er typisk billigere at kommunikere med kunder online.
Kan du disponere dit budget bedre?
Inden du vælger det dyre system der på månedsbasis spytter pdf-filer med tal og grafer ud er det værd at se nærmere på hvilket stof den gode statistikrapport er lavet af.
Måske får du mere og bedre statistik for pengene ved at bruge et gratis værktøj og lidt ekstra hjælp til bearbejdning af data?
Lær mere:
- Artikel: Ledelsesrapportering: Sjældent særligt godt
- Læs andre artikler på J. Boye.
Ansøg om medlemsskab af en erfa-gruppe, deltag i vores internationale webkonferencer, eller overvej at deltage i et kursus. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bemærkninger vedr. artiklen, så hører vi meget gerne fra dig.
