Det internationale netværk
for dig der arbejder med web eller intranet

Godt i gang med den mobile hjemmeside

26. marts 2010 af Peter Sejersen | , , , , | 1 kommentar

Hvordan sikrer du, at din hjemmeside og intranet fungerer godt på mobile enheder? Det spørgsmål stiller mange organisationer i denne tid, hvor analytikere, softwareleverandører og ikke mindst brugere over en bred kam begynder at tale om behovet for understøttelse af mobiler.

Share

Fungerer hjemmesiden på mobil?Langt flere danskere er nu online, når de er på farten: Antallet af mobiltelefoner med netadgang vokser hurtigt. Samtidig er 3G-dækningen løbende blevet forbedret, ligesom priserne på data-trafik er blevet lavere. Det betyder, at organisationer har et problem, hvis de ikke tænker mobile brugere ind i sine online aktiviteter.

Derfor gælder det om hurtigst muligt at komme i gang med at optimere hjemmesider (og intranet for den sags skyld) til mobiler eller få lavet nogle dedikerede applikationer. Dine konkurrenter er sikkert allerede godt på vej.

Der er overordnet to måder at imødekomme de mobile behov på:

  1. Hjemmesider og intranet kan optimeres, så de også kan tilgås på brugervenlig vis fra de mest gængse mobile enheder
  2. Udvalgte services kan laves til en dedikeret applikation til eksempelvis iPhone og Android

Basale forskelle når hjemmesiden skal ses på mobilen

Når nettet flytter ind på mobilen, er der en lang række basale forskelle i forhold til den traditionelle webbruger, som sidder ved en PC:

  • Mindre skærm og lavere opløsning
  • Langsommere forbindelser og dermed langsommere download af billeder
  • Ingen mus og lavere processorkraft
  • Typisk ingen visning af Flash og Silverlight
  • Brugeren bliver nemt distraheret, da han er på farten

Ligeledes er der et væld af enheder, systemer og standarder, der skal understøttes – ganske som vi kender det fra traditionel webudvikling, hvor der som minimum bør optimeres til Internet Explorer 7, Firefox, Safari og Google Chrome, samt i visse tilfælde IE6. På mobilen hedder de populære browsere Safari, Opera, Android, BlackBerry og en konsolidering af markedet har endnu lange udsigter.

Er din hjemmeside ven med mobilen?

Første og mest oplagte mulighed for at gøre sine webaktiviteter mobilvenlige er ved at optimere ens eksisterende indhold og layout. Et godt sted at starte er W3C, som har lavet et glimrende værktøj til tjekke for de mest basale fejl. Som vi kender det fra W3Cs HTML-validator, tjekker den dog ikke for dårlig brugervenlighed og design. Med dette tjek kan du hurtigt få en idé om, hvor galt det står til.

Næste skridt er at finde ud af, hvilke mobile browsere der skal optimeres til. Det har endnu ikke lykkedes mig at finde en samlet oversigt over hvilke telefoner, der bruges på nettet i Danmark, men i USA ser tallene sådan ud:

  1. Blackberry: 40%
  2. iPhone: 25%
  3. Windows Mobile: 16%
  4. Google Android: 7%
  5. Andre: 12%

I flere webstatistikværktøjer kan man heldigvis se, hvilke browsere folk bruger, og Google Analytics har endda en særskilt sektion, hvor statistikken for de mobile besøgende kan aflæses. Denne oversigt er guld værd, når udviklingsindsatsen skal prioriteres. Eksempelvis viser vores statistik for jboye.dk, at knap 70% af de mobile besøg er fra iPhones. Måske er det fordi, at vores site ikke fungerer godt på andre telefoner?

Når du har denne statistik, bliver det nemmere at udvikle målrettet. Selve udvikling af og best practices for design til mobiler vil jeg ikke komme ind på her, men vil blot henvise til et par gode ressourcer om emnet: A Guide to Mobile Web Design Tips and Tricks & Mobile Web Design Trends For 2009.

Udvikling af apps

Et alternativ eller komplement til blot at mobiloptimere sit website er at udvikle en dedikeret applikation. Har din organisation en populær service, kan den laves som separat applikation, som kan downloades og installeres på mobiltelefoner. Et godt eksempel på det, er Nykredit, som for nylig lancerede en applikation kaldet “Kontanter,” der hjælper brugeren til at finde hæveautomater ud fra din geografiske position. Applikationen kan hentes gratis til iPhone og Android-telefoner.

Fordelen ved at lave en applikation er, at brugervenligheden bliver meget bedre, end hvis der blot er tale om et almindeligt webinterface. Samtidig er der mulighed for at udvide funktionaliteten, da applikationer også kan benytte telefonens indbyggede kamera og GPS. Skal udviklingen af en dedikeret applikation købes fra en leverandør, kan det prismæssigt variere fra et par tusinde kroner og til langt over 100.000 kr. afhængigt af kompetencer og ambitioner.

Sådan kommer du i gang

I dag kan du sagtens finde bureauer, der på papiret har erfaring med mobile løsninger og gerne sælger dig udvikling og konsulenttimer. Som altid er det dog vigtigt at undersøge markedet godt og spørge ind til referencer og erfaring. Du kan også nemt teste deres webløsninger og applikationer fra din egen mobil og på den måde vurdere kvaliteten. Det gælder som altid om at forhøre sig om gode og dårlige erfaringer i sit netværk.

Min vigtigste anbefaling er, at det simpelthen handler om at komme i gang hurtigst muligt. Dine konkurrenter gør det allerede, og hvis ikke din organisation kan besøges fra mobilen, bliver I hurtigt fravalgt.

Forfatter

Peter Sejersen

Peter Sejersen arbejdede hos J. Boye fra 2008 - 2011. Han kan kontaktes via LinkedIn.

  1. Sigfrid Lundberg april 8th, 2010 10:03

    En kommentar angående Google Android. Antalet licensierade Android OS per månad är i dag helt jämförbar med antalet licensierade IPhone OS, har jag läst någonstans. Minns dock inte var. Det beraẗtar mer om den rådande vindriktningen än något annat.

    Android är ju bara ett operativsystem, det innebär screen resolution och allting annat kommer att bero på hårdvaruplattformen. Det kommer aldrig att gå att optimera människors upplevelse för ett operativ :-(

Skriv en kommentar

Læs vores kommentarpolitik.