Ofte sker det, at et CMS-projekt bliver kædet sammen med en grafisk relancering. Dette kan der være gode grunde til, men det er samtidig en sammenkobling, der kan skabe store vanskeligheder i løbet af projektet.
Kort fortalt er det vigtigt at sikre, at det grafiske design bliver ordentligt dokumenteret og ikke blot kastet over hegnet til udviklerne. Det grafiske design bør være færdigt inden udviklerne starter og det grafiske design bør laves på baggrund af fastlagte mål og en klar strategi. Desværre er det sjældent således.
Hvad er opgaven?
Før man går i gang med det grafiske design til en ny hjemmeside eller intranet, bør man have klarhed over projektets omfang, ønsker til funktionalitet og overordnede retningslinier.
Med andre ord er det vigtigt at sikre at det grafiske design ikke kommer til at drive projektet, men at projektet i stedet drives frem af konkrete målbare forretningsmål.
Alle i en organisation har en mening om farverne og hvilke billeder der skal bruges. Der kan nemt bruges timevis på diskussioner frem og tilbage på dette område.
Dem der er involveret i et projekt vil ofte opleve stor interesse for det grafiske arbejde, og betydeligt mindre for detaljerne i de enkelte funktionsbeskrivelser. Det kan være frustrerende, men det er vigtigt at have et redskab til at styre processen med.
Dokumentation
I nogle projekter afleveres der blot en samling billeder fra Photoshop, som så bliver overdraget til udviklerne. Der er flere problemer med dette, især da det ud fra Photoshop prints ikke kan illustreres, hvad der rent faktisk foregår imellem de enkelte sider.
I stedet bør hvert skærmbillede ordentligt dokumenteres med kasser og pile. På den måde kan bl.a. afklares:
- Hvor er der en tabel?
- Hvor lange må teksterne være?
- Hvad sker der hvis man indtaster noget forkert i en formular?
- Hvad er afstanden i pixel mellem tekst og billede?
Sådan en dokumentation tager naturligvis tid. Det kan virke frustrerende, hvis man ønsker at komme hurtigt i gang med at udvikle, men uden dokumentationen bliver man nød til at gætte sig frem til detaljerne, hvilket fører til et hav af ændringsønsker.
Problemet med svag dokumentation opleves ofte, hvis der bruges grafiske designere til at lave arbejdet, frem for hvis der bruges industrielle designere. Industrielle designere virker mere velegnede til at løse opgaven, selvom organisationer oftest henvender sig til de samme grafiske designere, der har stået for at lave organisationens trykte materiale.
Lav en klikbar HTML-prototype
Fordelen ved at gøre dette er, at det pludselig bliver nemmere for beslutningstagere at forstå hvilken form den endelige løsning får. Nu bliver slutproduktet synliggjort, og det er muligt at klikke sig rundt og opleve siderne.
Med den klikbare prototype har man et bedre beslutningsgrundlag end blot stakkevis af dokumentation, som det måske alligevel er svært, at få de rigtige mennesker til at interessere sig for og gennemlæse.
Henrik Olsen har skrevet en god artikel om detaljeringsgraden i prototyper.
Få grafisk design afsluttet før udvikling starter
Hvis det grafiske design ikke er færdigt når udviklingen går i gang, kan det være utroligt kompliceret at få de 2 verdener til at mødes. Det er ikke særligt nemt og hensigtsmæssigt at lave en brutal opdeling i frontend og backend og så ikke lade dem tale sammen.
Problemerne opstår når kommunikationen mellem de grafiske designere og udviklerne bliver for kompliceret. Uanset hvor god dokumentationen og prototypen er, vil der uundgåeligt dukke spørgsmål og kommentarer op undervejs. Derfor er det en god idé at placere de kreative og de tekniske sammen, i hvert fald i dele af projektet.
Sig nej til dit reklamebureau
Når en marketing- eller kommunikationsafdeling ønsker at lave en grafisk relancering til organisationen, tages der naturligt ofte kontakt til det normale reklamebureau, der evt. sammen med flere, inviteres til at komme med forslag på opgaven. På den måde er reklamebureauer ofte med i projekterne helt fra starten.
Igennem de seneste år har reklamebureauer været involveret i ganske mange web eller intranet projekter. En hel del reklamebureauer har valgt at opsamle deres erfaringer i et hjemmelavet CMS, som de nu prøver at sælge til deres nye og eksisterende kunder.
Et eksempel på denne forretningsmodel findes på det Københavnske reklamebureau 1508, der på deres hjemmeside skriver:
“Vi har naturligvis også udviklet vores eget content management system, som en lang række af vores kunder anvender”
På vores liste over aktive CMS i Danmark stammer næsten halvdelen fra små og store reklamebureauer.
Som køber af et nyt system, bør man stærkt overveje om det er fornuftigt at anskaffe et CMS fra et reklamebureau. Overvej især:
- Hvad er systemets fremtid?
- Hvor mange ressourcer investeres i videreudvikling?
- Har reklamebureauet de nødvendige tekniske kompetencer til at løfte opgaven?
Måske ville open-source eller en billig løsning fra en decideret CMS-leverandør være et bedre og mere sikkert alternativ?
Som nævnt indledningsvist, så anbefales det at lade strategi og forretningsmål drive projektet. Gode idéer fra grafikere og reklamebureauer er velkomne, men sørg for at det er dig der styrer forløbet!
Lær mere:
Læs mere om valg af CMS.
Ansøg om medlemsskab af en erfa-gruppe, deltag i vores internationale webkonferencer, eller overvej at deltage i et kursus. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bemærkninger vedr. artiklen, så hører vi meget gerne fra dig.

