Forvirret: Hvad er forskellen på viden og information?

30. april 2006 af Janus Boye | , | Ingen kommentarer

Tit og ofte støder jeg på personer, der bevidst eller ubevidst, bytter om på begreberne viden og information. Konsulenter, journalister og især større organisationer har de seneste år gjort deres til at forsvare store investeringer i IT med ønsket om vidensdeling. Hvad der dog for det meste er blevet købt, er IT systemer, der er gode til at flytte information, men ikke viden fra et sted til et andet.

En vigtig forskel

Information er en besked og bundet til en form såsom et dokument, et billede, en tale eller en e-mail. Information kan pakkes ind og distribueres. Google er i øjeblikket den ultimative informationsmaskine, der giver umiddelbar adgang til al tænkelig information.

Viden kommer af mange års opsamling og forståelse for information. Viden bygger på erfaring, ofte igennem oplæring eller undervisning. Viden bliver løbende en del af enhver organisation, men på måder, som det endnu ikke er lykkedes os at få præcist afkodet.

Der findes mange forskellige definitioner på både information og viden. Da man i midten af halvfemserne – for over 10 år siden – begyndte at lave systemer til at forvalte indhold på hjemmesider, ville information management have været et mere passende begreb end content management, som i stedet blev valgt, da information management i forvejen blev brugt i flere forskellige områder, bl.a. i bibliotekernes verden. Deraf forkortelsen CMS for content management systemer. Principielt er der dog ingen forskel på content og information, selvom mange hævder det.

Mangler IT-direktøren

De fleste IT-direktører er, med få undtagelser, meget fokuseret på teknologi og ikke særligt meget på information. De ser informationsteknologi (IT) og deres rolle som ansvarlig for teknologiske beslutninger og ikke informationsmæssige beslutninger. Disse overlades til andre afdelinger, typisk kommunikationsafdelingen eller personaleafdelingen.

Flere IT-direktører ser information som bestående af data og content. De vil gerne have noget at gøre med data, som de ser som en struktureret størrelse, der lever i deres økonomisystemer, f.eks. SAP. På den anden side er der ustruktureret indhold, content, det som eksisterer på organisationens intranet eller hjemmeside, f.eks. i form af artikler og pressemeddelelser. De færreste IT-direktører har en strategi for dette og ønsker overhovedet ikke at være involveret, selvom det også er information og af høj værdi for organisationen.

Problemerne med den manglende forståelse for information ved IT-direktøren er især omkring ejerskab. Derudover skaber den unaturlige opdeling i data og content en barriere for en sammenhængende indholdsstrategi.

Information betyder noget

Ingen er uenige i, at viden er vigtigt, mens de fleste ser på information som et nødvendigt onde. Hvis de kunne reducere omkostningerne ved at lave information til nul, ville de gøre det. På den anden side har jeg endnu ikke mødt nogen, der er uenige i, at information er kritisk for organisationen. Desværre er der sjældent handling bag disse ord.

Alle organisationer vil have deres ansatte, kunder, partnere og andre interessenter til at føle et fællesskab og gøre noget, f.eks. købe flere produkter. Information bruges til at opnå dette mål. Ligesom en bager laver brød, laver de fleste organisationer information i stor stil. Problemet er, at mens det er forholdsvist nemt at vurdere kvaliteten af et brød, er det ikke så ligetil at vurdere kvaliteten af et stykke information.

Uanset om det er i elektronisk form eller ej, betyder information også noget. Information kan overtale og arbejdet med information bør decentraliseres. Selvom teknik er spændende, ville lidt mere fokus på information ikke skade nogen.

Lær mere

Ansøg om medlemsskab af en erfa-gruppe, deltag i vores internationale webkonferencer, eller overvej at deltage i et kursus. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bemærkninger vedr. artiklen, så hører vi meget gerne fra dig.

Forfatter

Janus Boye

Skriv en kommentar

Læs vores kommentarpolitik.