Sidste uge lancerede forfatteren af Socialnomics og social medie-guru, Eric Qualman, præsentationen 'Social Media Revolution 2' på YouTube. Heri påstår han at: ”We don’t have choice on whether we do social media the question is how we do it” Men betyder dette, at selv dårlig håndtering af sociale medier er bedre end ingen?
En simpel og klassisk måde at søsætte et socialt media-initiativ på, er at skabe en Facebook side, hvor dialogen stimuleres via hyppige indlæg, og så lade ‘fans’ strømme til og se dialogen blomstre. Helt så enkelt er det dog sjældent, og der findes talrige eksempler på sider, der er blottet for dialog fra afsenderens side og dermed liv - eller hvad?
Klikker man ind på bryggeriet Tuborgs side på Facebook finder man ud af, at sidste indlæg stammer tilbage fra september 2009, hvilket de færreste nok vil betegne som god social media-governance. Ikke desto mindre kører dialogen flittigt blandt de godt 132.000 fans.
Et lignende eksempel finder man hos chipsproducenten KIMS, der åbenbart har været for sulten og haft det for sjovt siden august 2008 til at opdatere sin Facebook side. På trods af dette er der stadig liv i dialogen blandt de godt 14.000 fans. Endelig har vi medicinalfirmaet Novo Nordisk, der på sin side aldrig selv har søgt aktivt at skabe dialog. Denne opgave er i stedet blevet påtaget af de omkring 2100 medlemmer.
Dialogen kan åbenbart sagtens spire på trods af en ringe eller ikke-eksisterende indsats fra organisations side. Konklusionen ligger derfor klar: Det er åbenbart bedre at være til stede med en dårlig indsats end helt at være fraværende på de sociale medier.
Men er det virkelig sådan tingene hænger sammen?? For selvom dialogen tilsyneladende kan eksistere mellem brugerne, så er det langt fra givet, at det ændrer tilhørsforholdet til organisationen. Hvis man ønsker at påvirke folks holdninger og bygge tættere relationer via de sociale medier, så må aktiv deltagelse være et minimumskrav. Derudover skal man ikke undervurdere signalværdien i en dårligt styret social medie-indsats.
Andreas Johannsen maj 13th, 2010 14:43
Interssant spørgsmål du rejser, men jeg synes, at du vurderer ud fra det gamle massekommunikationsparadigme, hvor effekt af kommunikative indsatser måles på, hvor meget man som virksomhed får påvirket målgruppen. Når du anlægger den vinkel, kommer du til at overse den værdi det kan have for virksomheden i også at lytte til, hvad målgruppen mener og siger. Næste problem er, at du forudsætter, at samtalerne rent faktisk kan styres (eller skal styres). Min holdning er, at virksomhederne ikke længere kan styre dette. De kan indgå, hvilket kan have værdi, men de kan ikke styre det. I de konkrete eksempler er jeg helt enig i, at det ser tosset ud, at virksomhederne opretter rum for samtaler og ikke selv deltager, men det kunne være helt uproblematisk, hvis de faktisk fra begyndelsen havde etableret den forventning, at de ikke selv ville bidrage men blot skabe et rum for deres kunder. Altså vigtigheden af at frame samtalen eksplicit.
Anders Justesen Jensen maj 14th, 2010 14:43
Hej Andreas
Først og fremmest takker jeg for dine fine inputs. Jeg er helt enig i din pointe med, at der også er værdi i at høre målgruppens meninger. Derimod kan jeg ikke se, hvor og hvordan jeg forudsætter at samtalen kan eller skal styres. Igen er jeg enig i at virksomhederne ikke længere kan styre hvad der bliver sagt, men i min optik virker det besynderligt, at man i to af tilfældene tidligere har deltaget aktivt i dialogen for så helt at stoppe. Dette er i min øjne et sjusket signal at sende, og derudover ringe udnyttelse af mediets muligheder. Derfor er min pointe i bund og grund, at man ikke skal gøre noget halvt.